Familien i cremehvid

Hvis vi sætter familien ved et langt spisebord, kan vi sætte Brønderslev-familien for den ene ende og et eller andet hysterisk cremefarvet kvindedomineret rædselsregime for den anden. Det sidste er sjovt nok ikke forbudt. På pladserne ind imellem findes en 60 -70 procent udskæringer i pap og kerneudgaver, samt tredive procent der slaber afsted i a l ubemærkethed uden særlig benævnelse.

En familie er ligesom alt andet i vores epoke, svær at definere. Det ses blandt andet, når jeg hvert år igennem de seneste ti år, har bedt diverse mennesker mellem fem og femoghalvtreds, som jeg har undervist, om at tegne deres familie. " skal det være dem jeg bor sammen med? Eller dem jeg holder af? Er det min biologiske familie? Må min veninde være med? mit marsvin - uden dem var jeg aldrig nået hertil, hvor jeg er i dag... - Jeg bliver nødt til at bede om et større papir, hvis de skal være der allesammen? Må jeg godt lade være at tegne.. jeg kan simpelthen ikke overskue det?"

De får frie rammer, og fælles for dem er at billederne pyntes i rigt mål med hjerter, foldede hænder og andre symboler på den kærlighed og det sammenhold der stadig betegner en familie, uanset hvem der er medlem af den. Det er her, i mit arbejde med andre mennesker, hvis levede liv rækker langt ud over mine snævre forståelsesrammer, at jeg bliver sikker på, at familien som grundlæggende værdi i samfundet ikke er på vej væk. Selvom privatlivet og nærmeste omegn ikke altid befordrer ideen om familien som værdi med kaskader af skilsmisser og bristede illusioner på familiefronten.

Børnerådet har den ambition, at de indenfor en overskuelig periode, vil give en definition på det gode familieliv. Det er da besnærende, så vi en gang for alle ved hvad der er rigtigt og forkert, men jeg håber da så, at de i deres bestræbelser på at finde sandheden, samtidig vil anvise det middelstore stykke uodyrket land, hvor alle dem, der ryger ud over kanten af denne definition, kan leve uden at genere de gode familier. Ikke alt er lige godt, men det her er sgu for uambitiøst og vil bare avle flere Brønderslev -familier i værste fald. I bedste fald vil det styrke det A og B-hold, som vi har været så travlt beskæftiget med at få etableret de seneste 10 år.

Hvad der bekymrer mig for den anden ende af spisebordet er damerne og damebladenes rolle i familien. Jeg får kvalme af coffee table -bøger skrevet af kvinder, der har for meget tid til simple-living. De skriver om hvordan vi alle sammen bliver lykkelige, hvis vi laver et hjemmelavet ludospil og aldrig hæver stemmen, mens vi drikker stjerne -kokkens bud på hjemmelavet saft af en helt rigtig gammelt udseende kop, og husker alle de ting vi har læst i bogen om børn og aftalt i mødregruppen.

På billederne er alle iklædt hvid uld eller det nyeste fra okker-gokker, og har aldrig noget om munden. Faren er kun med på billederne i det lille appendiks om efterårsferier, hvor han er blevet stylet med en sjov grøn fritidshat fordi han rigtig skal lave "far-ting" som bål og fiskeri ( fisken smider man bare ud bagefter - og erstatter med en fra fiskehandleren).

Det er simepelthen så hårdt at leve op til det her billede at vi glemmer at rode, holder op med at elske og går ned med stress. . Iscenesættelsen er tidskrævende og giver for lidt mulighed for at lære børnene vigtige ting. Det giver uartige børn og trætte desillusionerede forældre, der vil skilles.

Hold nu op kvinder!.. Børnetøj er en praktisk nødvendighed på linie med håndsæbe ved vasken, og fædre skal bestemme noget mere i hjemmet, hvis familier skal bestå. Børn er ikke et superskønt accessory. De er en del af en familie og skal deltage i familielivet på godt og ondt. Ikke skærmes, men værdsættes som bidragydere til det fællesskab familien er, Ligesom faren skal.. Og moren, hun er sød, men hun skulle ta´og få sig en hobby.