Alle dem der ikke spiser is, skal dø.

- Om regler – uskrevne og nedskrevne, om vigtigheden af regler og om vigtigheden af at tænke selv.

(Billedet er fra: http://juice-up.blogspot.com/2010/09/rules.html)

Jeg står midt i paladsbiografens bland-selv-slik-butiks-afdeling. Jeg får en ustyrlig lyst til at stikke hele klør fem ned i skumfiduserne og proppe munden fuld, mens ingen ser det. Men jeg nærer mig. For den slags er der love i mod – skrevet sort på hvidt. Senere er jeg udenfor. Varmen dræber mig, og sort var et forkert farvevalg netop i dag. Jeg har lyst til at smide kjolen. Vandre rundt i mit undertøj og mine gummisko. Gør jeg så det? Selvfølgelig.... ikke. For den slags er der regler i mod – de uskrevne. Jeg sveder stadig, og er sliksulten, men hvorfor?

Jeg vil starte med lidt teori om, hvorfor regler er vigtige. Endvidere vil jeg diske op med en lille potpurri, en blomsterbuket, en skål med blandede bolsjer (stop Michelle, stop dig selv), Og jeg vil runde af med kort at berøre, hvad regler kan gøre ved menneskets adfærd, og hvorfor den selvstændige tanke er nødvendig.

Min homie Freud:

Min gamle homie Sigmund Freud plejede altid at fortælle mig om personligheden, dengang vi var unge og frejdige. Han sagde til tider noget så fjollet som” et hus i splid med sig selv”. Endvidere forklarede han mig, at det var et symbol på forholdet mellem det bevidste og det ubevidste. Tosset. Han forklarede også, at der skulle være en balance mellem disse - med lysterne og drifterne på den ene side, og selvet, normerne og tilpasningen på den anden side. Og måske er det netop balancen mellem lysten og tilpasningen, der er forklaringen på, at jeg ikke står splitterravende kong hans i indre by med håndjern på og med skumfidus i mundvigen. Og nu til nogle konkrete uskrevne regler.

                                                                  

Uh, se mig, jeg er en lov! Jeg er noget:

Det sjove ved uskrevne regler, at det ikke er rigtige regler. Det er bare noget, de kalder sig selv for. De bliver næppe håndhævet. Og desuden er de også sjældent uskrevne. Ligesom i Emma Gads bog om ”Takt og tone” fra 1918, en bog fuld af uskrevne nedskrevne regler.

(Fundet på: http://www.cartoonstock.com/directory/u/unwritten_rules.asp)

Det samme gælder Janteloven. En lov som ikke er en rigtig lov. Man kan ikke få en straf for at være selvfed. Kun folkets og mediernes. Ingen domstol har sendt Sidney Lee til stening... endnu.. Men, janteloven kalder sig for en lov. Den tror den er mere, end den er. Den tror sgu, den er noget. Sikke noget svineri. Puha.. slemme jantelov!

Personligt er jeg mere styret af janteloven, end jeg burde være. Og det er en af de ’love’, som jeg burde stille mig mere kritisk i forhold til. Men hvis man er i den anden krøft – og glemmer janten, bliver ens tilpasning i samfundet svær... 

(fundet på: http://www.q.dk/Livsstil/Underholdning/2010_09_sidney_lee.aspx)

Måske en mellemvej.

Jeg kunne godt tænke mig, at du kærtegnede mine fødder:

En anden uskreven skreven regel er: ”alt, hvad i vil, at menneskerne skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Citatet er tyvstjålet fra Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 12. Hvis du spørger mig en regel, som er central, hvis man vil tilpasse sig og fungere i samfundet. Det er bare lidt problematisk, hvis man er Masochist, sadist, eller har en sygelig trang til tær.

Reglen om at regler er for herre-nederen:

Nogle tager vigtigheden af reglerne alvorligt, mens andres regelsætning er, at: "regler er til for at blive brudt”. Men ved at lave en regel for sig selv, om at skulle bryde reglerne, så bliver man vel også nød til at bryde reglen om at bryde reglerne, og dermed overholde reglerne. Eller...

("Remember...the law of gravity!", "Laws are made to be broken". Fundet på: http://www.cartoonstock.com/directory/l/law_of_gravity.asp)

Jeg er ikke enig i, at man per princip skal bryde regler, men jeg mener at man skal stille sig kritisk i forhold til regler, både de uskrevne og skrevne. Men hvorfor stille sig kritisk, når det nu ikke er det nemmeste? 

Jeg gør det, fordi de andre siger, jeg skal:

Alle kender følelsen. Man er stoppet op for rødt. Efterfølgende konstaterer man, at der ingen biler er. Man bliver stående – det er jo rødt... man opdager dumheden af det, og derefter går man over vejen.

Visse regler gør at folk slipper for at tænke selv. Og selvfølgelig er det med lyskurven bare en bagatel, men jeg synes alligevel, det giver et godt billede af vores autoritetstro i Danmark.

Stanley Milgrams udførte et eksperiment med autoritet og lydighed (http://da.wikipedia.org/wiki/Milgram-eksperimentet) som viste, at folk er tilbøjelige til at gøre irrationelle ting af den simple årsag at autoriteten dikterer det. Det kan endda komme så langt ud, at man gør andre fortræd. Nazi Tyskland er selvfølgelig det mest ekstreme eksempel. Regler kan beskytte folk og skade folk, og derfor skal man stille sig kritisk.

Min pointe er naturligvis, at regler og normer er gode at have for, at kunne fungere i samfundet, men kun med fornuften som ledsager... Og derfor er svaret på mit spørgsmål: for at kunne passe ind, er det nødvendigt, at jeg forsøger at tage reglerne alvorligt, men naturligvis med mine kritiske briller på. Derfor tager jeg hjem. Først køber jeg slik. Jeg går over for rødt, fordi der ingen biler er. Derhjemme skifter jeg til en bikini. Og nu ligger jeg i haven. Jeg sveder ikke mere, og jeg spiser skumfiduser. 

... Og en sidste lille tilføjelse må være, at ”Med lov skal land bygges”. Det siger jyske lov. Derfor vil jeg i dag lave en lov. Den vil jeg kalde for is-loven, og den skal gå ud på, at alle skal spise is hver dag. Jeg går ikke ind for dødsstraf. Altså kun hvis man altså ikke spiser is...

Familien i cremehvid

Hvis vi sætter familien ved et langt spisebord, kan vi sætte Brønderslev-familien for den ene ende og et eller andet hysterisk cremefarvet kvindedomineret rædselsregime for den anden. Det sidste er sjovt nok ikke forbudt. På pladserne ind imellem findes en 60 -70 procent udskæringer i pap og kerneudgaver, samt tredive procent der slaber afsted i a l ubemærkethed uden særlig benævnelse.

En familie er ligesom alt andet i vores epoke, svær at definere. Det ses blandt andet, når jeg hvert år igennem de seneste ti år, har bedt diverse mennesker mellem fem og femoghalvtreds, som jeg har undervist, om at tegne deres familie. " skal det være dem jeg bor sammen med? Eller dem jeg holder af? Er det min biologiske familie? Må min veninde være med? mit marsvin - uden dem var jeg aldrig nået hertil, hvor jeg er i dag... - Jeg bliver nødt til at bede om et større papir, hvis de skal være der allesammen? Må jeg godt lade være at tegne.. jeg kan simpelthen ikke overskue det?"

De får frie rammer, og fælles for dem er at billederne pyntes i rigt mål med hjerter, foldede hænder og andre symboler på den kærlighed og det sammenhold der stadig betegner en familie, uanset hvem der er medlem af den. Det er her, i mit arbejde med andre mennesker, hvis levede liv rækker langt ud over mine snævre forståelsesrammer, at jeg bliver sikker på, at familien som grundlæggende værdi i samfundet ikke er på vej væk. Selvom privatlivet og nærmeste omegn ikke altid befordrer ideen om familien som værdi med kaskader af skilsmisser og bristede illusioner på familiefronten.

Børnerådet har den ambition, at de indenfor en overskuelig periode, vil give en definition på det gode familieliv. Det er da besnærende, så vi en gang for alle ved hvad der er rigtigt og forkert, men jeg håber da så, at de i deres bestræbelser på at finde sandheden, samtidig vil anvise det middelstore stykke uodyrket land, hvor alle dem, der ryger ud over kanten af denne definition, kan leve uden at genere de gode familier. Ikke alt er lige godt, men det her er sgu for uambitiøst og vil bare avle flere Brønderslev -familier i værste fald. I bedste fald vil det styrke det A og B-hold, som vi har været så travlt beskæftiget med at få etableret de seneste 10 år.

Hvad der bekymrer mig for den anden ende af spisebordet er damerne og damebladenes rolle i familien. Jeg får kvalme af coffee table -bøger skrevet af kvinder, der har for meget tid til simple-living. De skriver om hvordan vi alle sammen bliver lykkelige, hvis vi laver et hjemmelavet ludospil og aldrig hæver stemmen, mens vi drikker stjerne -kokkens bud på hjemmelavet saft af en helt rigtig gammelt udseende kop, og husker alle de ting vi har læst i bogen om børn og aftalt i mødregruppen.

På billederne er alle iklædt hvid uld eller det nyeste fra okker-gokker, og har aldrig noget om munden. Faren er kun med på billederne i det lille appendiks om efterårsferier, hvor han er blevet stylet med en sjov grøn fritidshat fordi han rigtig skal lave "far-ting" som bål og fiskeri ( fisken smider man bare ud bagefter - og erstatter med en fra fiskehandleren).

Det er simepelthen så hårdt at leve op til det her billede at vi glemmer at rode, holder op med at elske og går ned med stress. . Iscenesættelsen er tidskrævende og giver for lidt mulighed for at lære børnene vigtige ting. Det giver uartige børn og trætte desillusionerede forældre, der vil skilles.

Hold nu op kvinder!.. Børnetøj er en praktisk nødvendighed på linie med håndsæbe ved vasken, og fædre skal bestemme noget mere i hjemmet, hvis familier skal bestå. Børn er ikke et superskønt accessory. De er en del af en familie og skal deltage i familielivet på godt og ondt. Ikke skærmes, men værdsættes som bidragydere til det fællesskab familien er, Ligesom faren skal.. Og moren, hun er sød, men hun skulle ta´og få sig en hobby.

Hejsa, min familie er lavet af papmache, og min gudfar hedder Don Corleone.

- den moderne families indviklede familierelationer og det diffuse familiebegreb.

Fra strøtanke til tankestrøm: 

Familie rimer på vanilje. Et tilfælde? Måske. Og vanilje rimer på familietræ. Okay, ikke helt, men om ikke andet så leder det mig videre til noget, der slog mig forleden dag: familietræet er forældet i forhold til den moderne skilsmisse familie, hvor træ er erstattet af papmache. Konstruktionen af en familie, er i det aktuelle Danmark, ofte mange-grenet og kompleks. Måske snarere som en lyngbusk end et træ. Eller en dronningebusk. Eller måske en lille fræk bøllebusk (og ja, det er der faktisk noget, der hedder: http://da.wikipedia.org/wiki/B%C3%B8lle-sl%C3%A6gten). Men det var vidst også et sidespring. Jeg efterhiger, gennem lidt skrublerier og skriblerier, at komme tættere på noget essentielt når man taler om den moderne danske familie: Er tapetklister lige så tykt som blod, og er kærlighed blodsbestemt?

Hvis vi antager, at tapetklister er ligeså tykt som blod, altså ikke bogstaveligt, men metaforisk, så betyder det at diverse pap-familierelationer, er ligeså betydningsfulde som de blodsbestemte. Både pap-lillesøster, pap-storebror, pap-marsvinet Stella, delefisken Kaj, pap-mor og pap-far. Familien ville ikke længere være en intimfest på Amager, men snarere en halvfyldt Kb-hal til en Aqua koncert (det skal lige siges, at det på ingen måde skal lyde negativt. Tværtimod. Aqua-Lene er herrelækker). For at se på hvordan det er blevet sådan, vil jeg nu, på en kortfattet facon, kigge på den familiemæssige udvikling.

Fra en beståen af whisky og røde bøffer til papmache: 

Der er løbet meget vand under broen siden, en mand var noget, der var lavet af ren og skær stål, whisky og røde bøffer, og en kvinde var gjort af god madlavning og en hvepsetalje. Nu kan både mænd og kvinder risikere at være kreeret af pap. Og delefisken Kaj kan risikere at gå ned med stress, fordi den hverken kan nå at finde fodfæste hos den ene eller den anden familie (og jaja. Jeg ved da godt, at en fisk ikke har nogle fødder, og dermed aldrig kan finde fodfæste, men alligevel).

Den familie vi selv vælger: 

Familien er, i takt med samfundsudviklingen, blevet et diffust begreb. Der er sket en del, siden Helmer sagde til Nora: ”Du est en kvinde” i ”Et Dukkehjem” af Henrik Ibsen. Kvinden er blevet selvforsørgende, og er dermed ikke nødsaget til at blive i et ægteskab, hvor kærligheden er i koma. Derudover er familien heller ikke livsnødvendig i dag for den individuelle overlevelse. Det skyldes at vi lever i et velfærdssamfund, som både fungerer som et sikkerhedsnet, og giver frit valg til egen livsvej (ok, nok ikke helt frit valg. Jeg tror næppe at staten vil støtte ninja- uddannelser, men næsten.). Det faktum at familien ikke er et overlevelsesvilkår, tror jeg er grunden til, at mange unge omtaler deres venner, som den familie de selv har valgt. Det er ikke længere nødvendigt, at Erling skal overtage faderens hesteskobiks, for at kunne tjene til dagen og vejen. Og derfor kan ens allernærmeste i dag, lige såvel være tætte venner som blodsbestemt familie.

I am your father Luke: 

Måske er det også derfor, det er blevet så populært at angive sine venner som forældre, giftepartnere, søstre eller døtre på sitet Facebook. Såfremt at Luke Skywalker havde Facebook profil, så kunne han også angive Darth Vader som hans far... Eller.. han er jo faktisk hans fa.. og desuden var de vist heller ikke særlig gode venner...glem det. Dårligt eksempel.

Min gudfar hedder Don... Don Corleone: 

Skønt, det er drønhamrende fornøjeligt at ’lege’ sig frem til familiemæssige relationer som ikke nødvendigvis har noget med blodsbånd at gøre, så er det altså set og gjort før. Mafiaen har gjort det længere tid, end Facebook har eksisteret: ” Don't wanna get mixed up in the family business? ha?” – et lille citat fra ”Godfather” instrueret af Francis Ford Coppola. Men det var vist endnu et sidespring.

Summasummarum er, at den moderne familie er svær at definere. Familiebegrebet har ændret sig i takt med samfundet. Mange moderne familiers konstruktion er mere kompleks, end den traditionelle 50’er families. For at svare på mit undersøgende spørgsmål, så tror jeg ikke der er et endegyldigt svar. Kærlighed er ligeså svært at definere, som familie er i dag. Og jeg tror at kærligheden til venner eller pap-familie i nogle tilfælde, kan være ligeså stor og inderlig som kærligheden til den blodsbestemte familie. Personligt har jeg en familie, der er forholdsvis traditionel, og sagtens kunne passe ind i familietræets oprindelige form, men jeg havde også elsket den, hvis den havde været i buskform eller af pap.

Michelle Funch is over and out.

P.s. Min mor hedder Stig Tøfting, og min far var den første hund på månen.... altså på Facebook.

I glemmebogen

Jeg ville skrive et indlæg om

hvorfor vi ser så lidt til hinanden

hvorfor vi kalder hinanden for

hinanden

og giver hinanden gaver på

mærkedage og altid

men så kom jeg i tanker om at 

vi ikke kender hinanden

og at jeg kun kan li' os 

ved navn og blod

så tænkte jeg 

jeg skriver sgu et digt 

med følelser og

patos

store ord og 

afstumpede vingeslag 

det skal handle om 

hvordan man står sammen 

når man er født som et 

fællesskab

og de ting vi gør sammen

hver gang vi ses 

og alle de gode historier

og minder om tante Oda 

og moster Bob

men så igen

jeg sidder her jo alene 

og de er sgu egentlig aldrig kommet på besøg 

i min lejlighed 

jeg flytter jo ikke for at få fred 

men plads

så jeg skriver sgu et digt om 

dét istedet 

om at vente på en familie 

der er groet fast i lænestolen

for jeg gider ikke vente på

at vi kan lide hinanden 

og familie 

rimer sgu alligevel så dårligt 

på sammenhold

Slægtsjagt: come to Mamma

Min familie plejede at være stor. Vi havde sågar en fætter fra Køge. Når jeg ser på de gulnede billeder fra 70'ernes familie-tamtam'er, min far i midten med en flot page, er han altid omringet af gamle damer og skæggede mænd, jeg aldrig har mødt og kun hørt omtalt ved navn. Når mor taler med sin moster, indforstået og i en blanding af vemod og begejstring, om unge piger med lange skørter og mænd med hjemmerullede cigaretter, kigger jeg altid rundt på min søster og min far, og jeg undres over, hvor alle dem, jeg burde tælle med, er blevet af.

Der er velsagtens en ganske logisk forklaring. Det er sikkert rigtig nok, at vi i dag får færre børn, end vi gjorde før i tiden. Jeg tæller på fingrene og kommer frem til, at min mormors mor fik tre børn. Det er et mere, end min mor fik. Umiddelbart virker det som et dårligt argument.

Vi lever da også, nu, i en langt mere globaliseret verden end tidligere. Folk tager ud, folk tager afsted, man ser simpelthen bare mindre til dem. Min farfar og hans kone, samt min faster, onkel og kusine bor i Sverige, oppe øverst næsten. Det er altså hele fem mennesker, der rigtignok bliver talt med, men som sjældent optræder i familiesammenhænge. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan min onkel ser ud. Jeg ved heller ikke, hvor gammel han er. På en måde - og dette er ingen kritik af ham, han er sikkert rar - finder jeg det usandsynligt, at jeg er med på hans liste, når han laver familieoptælling. Boede han nu i Rødovre, var han sikkert min fars gode gamle ven, der frisk hjalp til med kalkningen af det gamle hus, eller ham, der sammen med min faster, gerne og velvilligt passede os som små, så mine forældre kunne få et par dage til sig selv.
Satans til globalisering. Hvis bare Sverige havde været tættere på!

Måske er en lille familie nu slet ikke så slem endda - man er sikkert tættere på den måde. Jeg ved, hvor man har hinanden, og der er færre at købe julegaver til. Vi lader den lige stå et øjeblik ...

... for hvis jeg nu skal være helt ærlig - og det skal man jo - så er min umiddelbare tanke, at min miniputfamilie skyldes folks, inklusiv min egen, umanérligt dårlige attitude med hensyn til eget blod. Selvom min kerne, min mor og far og søster og min Bedste, selvom vi er harmoniske nok og husker på hinanden, så må frafaldet i familiemedlemmer simpelthen stamme fra det faktum, at man ikke går op i hinanden som før set. Bliver man uvenner, jamen så bliver man da ved med at være uvenner. Glider man fra hinanden, så er der nok en grund, og det en god én af slagsen. Det er sådan med alle andre, hvorfor skulle familie være anderledes?

Og ganske rigtigt, hvorfor skulle det være det. Fantastisk godt spørgsmål, som jeg ikke sjældent har stillet mig selv - det er bare sådan, at der er overordentligt mange mennesker på denne jord, og hvis man vil have bare en ærlig chance for at fasttømre sin egen verden i en hvirvelvind af alle andres, så er mennesker, der allerede har en biologisk/familiær forbindelse til en, nok et udmærket sted at starte.

I den ånd, for you must practice what you preach, vil jeg i dag skrive et brev til min mors moster, samt sende en hilsen til min kære svenske onkel Niklas (med c eller k, jeg ved det ikke), og genoptage kampen om etablering af kontakt mellem mine kusiner og mig. Fandeme!