- Om at fremstå, online- identiteten, Facebook-facader, narcissisme og Pamela Anderson.
Er der stadig farver, når lyset er slukket? Hvis et træ falder i en skov, med ingen i, larmer det så? Og hvis ingen ser og hører os, kan vi så overhovedet bestå som mennesker? (filosofisk, du ved)
Det var noget med blomsterne og bierne, sønnike:
At fremstå er at være (... og, jeps, det fortsætter). Vi tager den fra begyndelsen. Du og jeg, havde næppe eksisteret, hvis vores forældre ikke i første omgang havde prøvet at imponere hinanden (Hvis du hedder Jesus, og din mor hedder Maria, er du selvfølgelig undtaget. Hvis dette er tilfældet, så spring venligst videre til næste afsnit.). De har sikkert haft deres stiveste puds på. Bukser med svaj og skovmandsskjorter. De har højst sandsynligt prøvet at føre bevis for, at lige netop de var et godt parti og værd at samle på. Og efterfølgende... det var noget med blomsterne og bierne, sønnike. Vi tager den, når du bliver ældre.
Identitet – mødet mellem os selv og de andre:
Udover det praktiske aspekt af at fremstå godt, som et menneskeligt parringsritual, så er det at fremstå også vigtig for identitetsskabelsen. For vores spejling i andre, relationer og igennem relationerne - accept. Jeg tror, at det har været af betydning at vise sig fra sin bedste side altid. Det nyeste skud på stammen, når man taler selviscenesættelse, er naturligvis online-identiteten.
Åh, al den nymodens pjat:
Jeg har researchet lidt i ovenstående og bidt mærke i to populære og hyppige udsagn om den udskældte online-identitet:
1. Vi bærer masker, og har Facebook- facader.
2. Online identiteten er lig med narcissisme.
Derfor stiller jeg to centrale spørgsmål:
1. Er Facebook og andre online profiler, en maske vi bærer, og en rolle vi spiller?
2. Såfremt Narkissos (http://da.wikipedia.org/wiki/Narkissos), manden der blev forelsket i sig selv, fordi han var en lille lækkermås, levede i nuet, ville han så være på blogger.com, Myspace og Facebook?
1. Du spiller rollespil med med en fransk stuepige:
Jeg vil gå lige til makronerne. Jeg vil tale om maskerne, vi tilsyneladende bærer. Og det skal det handle om dig. Ja dig sgu! Du er sgu sådan en rigtig mit-hår-sidder-godt-og-jeg-er-herre-sej-jeg-går-op-i-politik-musik-og-litteratur-jeg-har-styr-på-mit-liv-og-jeg-går-til-fester-hver-weekend-og-er-glad-sjov-og-lykkelig- type. Sådan en er du. Dig og din perfekte online- identitet. Og det er en maske, er det sgu!
Det er så nemt og populært at sige, at både du og jeg går med masker, eller spiller roller. Men jeg køber den ikke. Når man har en maske på, eller spiller en rolle, så prøver man at være en anden, end den man er. Men ingen, hverken du eller jeg spiller roller til dagligdag. Medmindre vi er til:
Ingen af os to prøver at udgive for en anden, end dem vi er. Derfor er maske- og rolle- udtrykket usandfærdigt. Sandt at sige er online identiteten ikke hele os. Hverken du eller jeg skriver: ”Jeg sidder lige og tisser, altså” (Altså, jeg tisser jo faktisk ikke. Jeg er jo en kvinde), ”i dag var en møg dag” eller "Jeg har eksem". Vi udstiller os fra vores bedste side, og undlader resten. Men at undlade at fortælle hele historien, er ikke det samme som at lyve. Og heller ikke det samme som at bære en maske. Vi untagger os på billeder, hvor håret sidder forkert. Men skulle det så betyde, at dem vi er tagget på, ikke forestiller os? - bare fordi de er en god vinkel af os. Endvidere tror jeg, at man gør det samme i virkelighedens verden - prøver at vise sig fra sine bedste sider. Men nok om du, jeg og maskerne - og tilbage til Narkissos.
2. Whats up, Narkissos, skal vi chatte?
Ville Narkissos spille Farmville, chatte og tage test om hvem han var fra Baywatch, såfremt han levede i dag? Vi andre gør det i stor stil. Vi lægger billeder ud, skriver opdateringer om ferien på Rhodos, og chatter. Men er det ikke netop, fordi vi godt vil dele vores liv med andre? Og skabe relationer. Såfremt vi var narcissister, så ville det formegentlig være nok at kigge i et fotoalbum, med billeder af os selv. Eller som Narkissos gjorde, beundre vores eget spejlbillede. Vi selviscenesætter os for at fremstå udadtil, og ikke indadtil. Så derfor tror jeg ikke, at Narkissos ville havde en online identitet. Han ønskede kun en relation til sig selv.
... Og desuden ville Narkissos aldrig tage Baywatch- testen. Han ville allerede på forhånd vide, at han blev Pamela Anderson.
For at opsummere så er at fremstå og selviscenesættelse nødvendigt for at få opfyldt den sociale kvote, og for at bestå. Selviscenesættelsen er langt fra et nyt fænomen, på trods af det, så er der mange negative udsagn om den nye metode: online- selviscenesættelsen. Personligt mener jeg, at mange af dem ikke holder. De skal tages med et gran salt - og i virkeligheden, tror jeg, at udsagnene er udtryk for en bekymret forældre- skare. Sådan var det vidst også med rockmusik og højt hår engang.
Det er egentlig lidt ironisk. Lige nu selviscenesætter jeg mig, med mine holdninger om selviscenesættelse i et selviscenesættende medie. Uh, se lige mig, jeg har holdninger. Se mig.
Skyggerne er ved at blive lange, og en afslutning vil være på sin plads. Jeg vil gerne slutte af med nogle råd når det gælder online- selviscenesættelse: Hvis du vil sige: "jeg er glad", så kan du pimpe dit sprog op og sige: "jeg er fly till I die", såfremt at du vil fremstå street. Eller sætte billeder ind med en Paradise-deltager, hvis du vil fremstå wild og kendt med de kendte. Intet af det ville være løgn, men måske kun en minimal side, af din personligheds-roman.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar