For at sige det som det er, så synes jeg, at det der allerede er skrevet her på siden, om dette emne langt henad vejen, dækker min mening om den sag.
Jeg synes det er kedeligt at jeg stadig kan høre " hun er ligesom ikke sig selv", eller " jeg synes bare man skal være sig selv". Man kan næsten høre det det lange hår og fredstegnet gro ud af disse udsagn..
Jeg tror ikke så meget på et selv... men mere på et "os" som er uendeligt infiltreret viklet ind i hinanden.
Men hvis der er et selv, nægter jeg altså at anerkende at man kan blive væk fra det, idet det må rumme hele farveladen mig. Og kun mig!
Det siger vist mere om andre, hvis de kan sige noget om hvornår jeg er mig selv..
Og når jeg ikke er det - hvem er jeg da? Borte eller en anden? Det er jo noget vås.
Helt fra de er små lærer vi børnene at der er visse ting man kan sige ude i hulen, og andre der er bedre at sige hos mormor.. Der er ting at gøre ved bordet og andre der er bedre at gøre i enrum.
Det udvikler sig og vi bliver med tiden intelligente nok til at drage fordele af vores egne kompetencer, så jeg kan spille rollen som mig selv som eksamensgænger, elskerinde, skolelærer, datter, veninde og jeg ved ikke hvad. Det er alt sammen mig.
Og ved I hvad.. jeg har sådan brug for at slå fast at jeg helt klart klæder mig og sminker mig for andre end mig selv og min egen skyld.. Og jeg trives med alle de " mig,er" jeg herved kan leve ud.
Hvor har jeg det fra.. jeg er garanteret under indflydelse af mine forældre, medierne, vennerne og alle mulige andre - og det har jeg så tilfælles med dem. Så jeg er ikke så bange for at blive væk..
