søndag den 9. oktober 2011

Det er Hanne Vibeke Holst´s skyld at jeg ikke gik ind i kvindebevægelsen

For snart tyve år siden sad jeg og så et debatprogram i tv. Her var forfatteren Hanne Vibeke Holst inviteret ind for at harcelere over det sexistiske, nedladende og ganske forfærdelige sprog der kom til udtryk i dette hersens hip hop og for at udsige sine feministiske holdninger i øvrigt.

Dengang tog jeg en beslutning der har varet lige siden: Jeg besluttede at kvindebevægelsen sikkert havde haft sin berettigelse i en ikke så fjern fortid, men at det eneste den forbitrede kvinde med den skingre stemme derinde i kassen kunne få mig til, var at gå i " Rasmus -modsat -mode" . Så ikke alene kunne jeg altså ikke tage mig af hendes frygt for ord som ho og bitch - jeg var nødt til at stige af på alt andet hun og hendes bevægelse stod for...

Som pædagog har jeg sidenhen været optaget af drenge og piger og deres forskelligheder, som guderne må vide hvorfor de har, men de har dem. Derfor kan jeg kun hilse det svenske "Egalia- projekt" velkomment, så vi kan lære mere. Jeg kender mænd der elsker at gå i kjole og kvinder der fører en habil truck og alle mulige der imellem og jeg kunne ikke være mere ligeglad hvis de trives. Så altså lige ret er fint, men hvis man taler om lige pligt virker det gakket på mig.

Jeg kunne pt. ikke tænke mig at være topchef, men hvis jeg ville, bilder jeg mig faktisk ind at det lod sig gøre, eller at det ihvertfald ikke var mit køn der stod i vejen. Jeg vil filenfløjtemig vælges på mine kompetencer snarere end hvad jeg har mellem benene. Og nej, jeg gider i grunden ikke dele min barselsorlov med nogen fordi barsel taler til det inderste af det jeg har defineret som min kvindelighed, men det er vel en sag mellem mig og min partner, sålænge loven sikrer en lige ret til dette og hint blandt mænd og kvinder.

Jeg bekymres over at terapeuter som Joan Ørting og Martin Østergård har kronede dage fordi vi har det så svært med hinanden kønnene imellem. Vi taler om at mændene har det svært fordi kvinderne er blevet så stærke. Men jeg tænker at så længe nogen er ovenpå eller nedenunder er der ubalance og vi vil have det skidt med hinanden uanset om det er mændende eller kvinderne der har matchbold ( for det er for hulan da ingen kamp ). Som med alt andet i disse tider ser det ud som om at vi alle springer ud af kasserne og definerer os individuelt. Derfor har jeg ingen mening om hvem der retmæssigt bør save brændet eller lave sovsen i hjemmene.. Find selv ud af det.

Jeg ved dog at ... mænd lugter ret godt, jeg elsker pink, jeg aner ikke hvad pigefarve betyder og at min datter er langt bedre til håndværk end jeg selv er.. Må jeg opfordre til at lægge stridsøksen og kæle for den store spændvidde der imellem kønnene, snarere end at blive ved med at problematisere og udglatte forskellene..

’Hen’ i den svenske institution


-Kvinder og mænd  
 

’Hen’ i den svenske institution: ”Det er ligeud at spille hasard med disse børns identitetsudvikling”
 
Jeg har fået en kommentar til mit tidligere indlæg: ”Jeg er en rigtig mand”, og tusind tak for den!
 
Jeg vil gerne starte med at sige, at indlægget endte ud som et resume af de tanker jeg havde gjort mig, for der er selvfølgelig så uendeligt meget mere, når der tales kønsidentitet – mit grundlag for ikke at tage parti skyldes, at jeg hverken er uddannet psykolog eller biolog, og at jeg ganske enkelt ikke har den fornødne tid til at dykke ned i et så komplekst emne. Men derfor synes jeg alligevel det er interessant at få folk til at tænke over at mange handlemønstre, er bestemt ud fra samfundskasser med forventninger i.
 
Nedenstående er en kritik af kønnet ’hen’ i en børnehave i Sverige. Det vil jeg gerne kommentere på, da jeg synes det stiller nogle interessante pointer op, som giver grundlag for en god debat. Der er dog flere punkter, jeg ikke er enig i, og det vil jeg meget gerne prøve at begrunde
 
Kommentar til kønsidentitets-indlægget:
 
Synes den svenske institution er en katastrofe. Ligemeget hvordan man vender og drejer det, er den første identitet, man skaber for sig selv, sin kønsidentitet. Resten kommer først langt senere i livet, og dét er i konstant udvikling. At tage noget så essentielt fra børn gør mig så edderspændt rasende, at jeg har lyst til at give samtlige idealister bag den største røvfuld nogensinde.
Det er ikke kun ofring af børn for ideologiens skyld, det er også historieløst. Erhardt Money, en stor 70'er kønsforsker og -psykolog, er kendt for et case study om drengen/pigen David Reimer http://en.wikipedia.org/wiki/David_Reimer, netop bygget på ideologi. Læs selv. Det er frygtindgydende. At kaste sig ud i at skabe en institution som den i Sverige uden at tage højde for så åbentlys bevismateriale som dette studie burde være ulovligt. Det er ligeud at spille hasard med disse børns identitetsudvikling.
Det er på nuværende tidspunkt generelt accepteret blandt kønsforskere, at vores køn ikkun er et spørgsmål om kønsorganer + miljøskabt identitet, men også er præ-determineret af den mængde testosteron, ens babyhjerne bliver udsat for i livmoderen. Hvordan det helt præcist kommer til udtryk er vel individuelt etc - og ja, også påvirket af sociale normer - men det har en overvældende indflydelse på, hvorvidt man dreng eller pige, rent mentalt.

 
Påstand 1:” Ligemeget hvordan man vender og drejer det, er den første identitet, man skaber for sig selv, sin kønsidentitet”:
 
Min pointe er netop, at man ikke er enehersker over kønsidentitetsprocessen, men at samfundets forventninger og kategoriseringer også spiller en stor rolle.
 
Påstand 2:  ”Det er... ofring af børn for ideologiens skyld”
 
Forældrene har selv valgt at anbringe deres børn i børnehaven: ergo må man gå ud fra, at forældrene er enige i, at børnene skal opdrages uden fokus på køn. Og er alle børn ikke ofre for en ideologisk opdragelse? Jeg tror ikke på at man kan opdrage neutralt: Jeg tror at de voksnes egne holdninger altid vil påvirke børnene, uanset om det er forældre, lærere eller pædagoger. Det Canadiske forældrepar til Storm har valgt ikke at offentliggøre deres barns køn, da de mener at barnet skal være herre over sin egen kønsidentitet (http://m.b.dk/article.pml?guid=14388762). Er det så også ofring af et barn for ideologiens skyld? 
 
Påstand 3: ”det er også historieløst.”:
 
Jeg kan godt give dig ret i, at ’slette’ kønnet bryder med historien. Men jeg synes ikke, at det er et argument. Jeg synes ikke nødvendigvis, at noget er ’rigtigt’, fordi det er historisk, og har været sådan i lang tid. Vores begreber og forståelse er et resultat af historien, men ændres der i begreber og forståelse bliver også det historie. Jeg mener faktisk, man skal være særlig kritisk overfor systemer, som er blevet selvfølgelige.
 
Påstand 4: ”Erhardt Money, en stor 70'er kønsforsker og -psykolog, er kendt for et case study om drengen/pigen David Reimer http://en.wikipedia.org/wiki/David_Reimer, netop bygget på ideologi. Læs selv. Det er frygtindgydende. At kaste sig ud i at skabe en institution som den i Sverige uden at tage højde for så åbentlys bevismateriale som dette studie burde være ulovligt.”:
 
David Reimer blev opdraget til at være en kvinde. Der er i den svenske institution ikke tale om at bede piger være drenge og drenge være piger. Men der er tale om at sætte børnene uden for kassernes begrænsninger, så de frit kan danne en kønsidentitet.
 
Jeg kan godt forstå din kritik, men jeg deler ikke din afsky for ’hen’- udtrykket. Jeg ved heller ikke, om kønnet er medfødt eller tillært, men jeg synes egentlig det er okay, at man som institution lader det være op til barnet at finde sin kønsidentitet (selvfølgelig er en del af det sociale køn formegentlig allerede tillært før institutions- tiden). Jeg synes ikke, det er at fratage køn, men at give barnet mulighed for selv at påvirke det, uden: pigefarver og drengefarver, pigelege og drengelege osv.
 
Og der er åbenbart stor efterspørgsel efter denne form for institution: ” I øjeblikket må institutionen henvise forældre, der vil have deres barn i Egalia, til en venteliste.”. Det synes jeg er interessant, fordi det viser noget om at mange ønsker at gøre op med at børn bliver formet af kategoriseringen og stereotyperne: piger og drenge.
 
Hvad siger i? Hvorfor tror i der er så stor efterspørgsel efter et samfund med en mindre kategorisende opdragelse? Og tror i det får positive eller negative følger?


- Michelle Funch 

lørdag den 8. oktober 2011

Jeg er en rigtig mand

- Kvinder og mænd
 
Kasser (ikke de frække af slagsen):
Seksualitet: Hetero
Status: I et forhold
Køn: Kvinde

Ovenstående, det er mig. Jeg bor i kasser. Altså ikke som i kasser på hovedbanegården med hullede bukser og en bajer i hånden, men som i kategorier. Vi er proppet ind i samfundsbetingede systemer og kasser, som bidrager til vores selvforståelse og forståelsen af andre. Jeg er en kvinde. Det er en kasse, fyldt med hvad der forventes af en kvinde.

Det er de færreste der sætter spørgsmålstegn ved deres kasser (...stadig ikke de frække). Min generelle opfattelse er at man accepterer sin kasse-identitet, og måske tænker man endda slet ikke over den. Jeg mener det er nødvendigt at stille sig kritisk.

Jeg synes det er interessant at kigge på kassen kvinde/mand. Rent fysisk er der noget med nogle babelutter og en trold – ergo er vi ikke fysisk lig hinanden. Men hvad med rent mentalt? Er mænd fra Mars, og kvinder fra Venus (og tro mig jeg er også træt af mig selv, fordi jeg bruger den gennemslidte trælse titel...), eller er vi forskellige fordi, vi har fået at vide, vi er forskellige?

Sussi og Brian – en lille finurlig fiktiv historie:
Sussi leger med sin dukke, mens Brian slås og leger med sin hammer af skumgummi. Men hvad kom først? Leger Sussi med en dukke, fordi hun føler sig som en pige, eller føler hun sig som en pige fordi hun har fået en dukke og lege med?

'Hen' skal ikke slå 'hen', ellers kommer 'hen' hen i skammekrogen:
I Sverige er der en børnehave der har droppet ’han’ og ’hun’ begreberne og udskiftet dem med fælleskønnet ’hen’, (http://www.bupl.dk/bupl/content.nsf/05A493CAC0F77C45C125767F004BF3D9/16A24732F4F742FBC12578BD003FFF9B), for at forhindre at børnene i højere grad, bliver et mentalt produkt af samfundets kasser og systemer, end de er i forvejen,

X:
Jeg synes at fænomenet at være transseksuel er spændende. Transseksuelle bryder både med det fysiske køn og med det socialt konstruerede køn. I dag har transseksuelle mulighed for at markere deres køn som et x, frem for kvinde eller mand i deres pas (http://www.transdanmark.dk/news.php?readmore=225). Xet gør at de transseksuelle ikke bliver sat i en bås, de ikke føler de hører til i, og løfter dem samtidig over kategoriseringen af køn.

Selvom jeg stiller mig kritisk, så vil jeg ikke gøre mig klog på, om kønnet er socialt konstrueret, og om jeg er en kvinde, fordi jeg er født sådan, eller fordi jeg er blevet holdt på en bestemt måde som barn, leget med dukker, fået kjole på, blevet belønnet med komplimenter for at gå med makeup og stiletter senere, og fået ros for karaktertræk som omsorg og empati. Hvis jeg havde haft en tissemand og en gravko da jeg var barn, var jeg måske blevet en rigtig mand.


- Michelle Funch.


tirsdag den 4. oktober 2011

De antifeministiske kvindekvoter - giv os dog ansvaret tilbage

Regeringsgrundlag. Kvindelig statsminister. Nye tider. Og så lige Margrethe Vestagers ministerbidrag, der kun tæller én kvinde: hende selv.

Ja, det er skod, når man står og skal vælge den bedste mand til jobbet, og det - af uransaglige årsager - er blevet politisk bestemt (eller i MVs situation, politisk forventet), at denne skal være en kvinde. What to do?

For der er jo intet ordentlig argument for kvindekvoter - måske bortset fra, at det ville være rart, hvis ikke samtlige team building sessions omhandlede river rafting and the like (pardon for den grove generalisering). Sandt nok, der er garanteret sammenhænge, hvor den bedste mand til jobbet er en kvinde, og hun ikke bliver valgt - men ligefrem at kræve at 30%, 40%, 50% af det ene og det andet skal bestå af kvinder er jo en fornærmelse. Skulle vi ikke kunne klare det selv? Skulle vi ikke selv kunne kæmpe, som kvinder før os har kæmpet for deres (og nu vore) rettigheder, for at bevise vores ligeværd, vores uerstattelighed, vores værdi som selvstændige mennesker?
Og hvem vil i øvrigt respektere en chef, der er valgt på baggrund af hendes kromosonsammensætning og ikke hendes kompetencer? Hvem vil selv, personligt, være chef, når det åbenlyst fremgår, at man blot står, hvor man står, fordi man hedder Ditte, Marie eller Karin?

Count me out.

Som Vestager forklarer: vi ville sætte det bedste hold. Det er generelt set ambitionen for enhver organisation, virksomhed, m.fl. Hvad hvis det bedste hold i høj grad er bestående af mænd? Kvinderne i firmaet foretrækker måske at hente børn kl 16.00 end at networke efter arbejde - det kunne tænkes. Altså får mændene et forspring, viser initiativ og commitment, de er det bedste hold. Skulle man så gå på kompromis blot for at opnå en politisk korrekt kvote? Det sker jo ikke.

Desuden - lad os kigge på virkeligheden. Studier viser (det bliver brugt rimeligt løst, men jeg erindrer et interview i WeekendenAvisen af Lone Frank med en engelsk økonomon/sociolog ... Hed vist 'Er nordiske kvinder forkælede?', og den konkluderede, ja), at nordiske virksomheder importerer amerikanske kvinder, der - modsat de nordiske apparently - er villige til at ofre ligeså meget for arbejdet som de nordiske mænd, for at opfylde kravene om kvindekvoter. Men er det pointen - er det det, man vil opnå? Skulle man ikke i stedet tage det som et fingerpeg om, at der er andre og mere komplekse årsager til, at vi ikke ser ligeså mange kvinder i bestyrelser og i chefstole som mænd?

Jeg er selv i tvivl. Jeg føler en stærk femiflamme brænde i mit bryst - og alligevel tænker jeg, jamen, hvad fanden... Er det være fuldstændig utænkeligt, at diskrimination ikke lægger til grund for alt? At det trods alt også handler om kvinders opførsel (der, ja, også er et resultat af vores kulturkoder, jeg er ikke på vej ud i en biologi- og evolutionsdebat) og om kvinders ønsker? Langt flere kvinder end mænd vil hellere selv kigge efter deres børn end at hyre en babysitter. Det siger vel noget om prioriteter!

For det ér vel okay at prioritere, at det ér vel okay at vægte familie højere end, eller bare på højde med, karriere, det ér vel for fanden okay, at der en generel trend for de her ting, og at den trend ikke følger det, man fra politisk side gerne så. At menneskene vokser ud over ideologien.
Selvfølgelig skal diskrimination og anden ondskab bekæmpes og holdes nede - men at stille krav, der kompromitterer både konkurrence og kvindelige lederes mulighed for selvstændigt at sætte sig i respekt er simpelthen for åndsvagt. Finder man det stadig komplet uacceptabelt, at der findes en kønsmæssig ubalance i de højere businesslag, må man vel ind og tale med kvinderne - det er jo trods alt dem, der skal arbejde for sagen. Det er fra kvinderne selv, at viljen til at ændre vores kvindenormer skal komme.

Man kan jo spørge Vestager - jeg tvivler på, at hun vil opfatte valget af hendes 'bedste hold' som et udtryk for kønsdiskrimination.