Min familie plejede at være stor. Vi havde sågar en fætter fra Køge. Når jeg ser på de gulnede billeder fra 70'ernes familie-tamtam'er, min far i midten med en flot page, er han altid omringet af gamle damer og skæggede mænd, jeg aldrig har mødt og kun hørt omtalt ved navn. Når mor taler med sin moster, indforstået og i en blanding af vemod og begejstring, om unge piger med lange skørter og mænd med hjemmerullede cigaretter, kigger jeg altid rundt på min søster og min far, og jeg undres over, hvor alle dem, jeg burde tælle med, er blevet af.
Der er velsagtens en ganske logisk forklaring. Det er sikkert rigtig nok, at vi i dag får færre børn, end vi gjorde før i tiden. Jeg tæller på fingrene og kommer frem til, at min mormors mor fik tre børn. Det er et mere, end min mor fik. Umiddelbart virker det som et dårligt argument.
Vi lever da også, nu, i en langt mere globaliseret verden end tidligere. Folk tager ud, folk tager afsted, man ser simpelthen bare mindre til dem. Min farfar og hans kone, samt min faster, onkel og kusine bor i Sverige, oppe øverst næsten. Det er altså hele fem mennesker, der rigtignok bliver talt med, men som sjældent optræder i familiesammenhænge. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan min onkel ser ud. Jeg ved heller ikke, hvor gammel han er. På en måde - og dette er ingen kritik af ham, han er sikkert rar - finder jeg det usandsynligt, at jeg er med på hans liste, når han laver familieoptælling. Boede han nu i Rødovre, var han sikkert min fars gode gamle ven, der frisk hjalp til med kalkningen af det gamle hus, eller ham, der sammen med min faster, gerne og velvilligt passede os som små, så mine forældre kunne få et par dage til sig selv.
Satans til globalisering. Hvis bare Sverige havde været tættere på!
Måske er en lille familie nu slet ikke så slem endda - man er sikkert tættere på den måde. Jeg ved, hvor man har hinanden, og der er færre at købe julegaver til. Vi lader den lige stå et øjeblik ...
... for hvis jeg nu skal være helt ærlig - og det skal man jo - så er min umiddelbare tanke, at min miniputfamilie skyldes folks, inklusiv min egen, umanérligt dårlige attitude med hensyn til eget blod. Selvom min kerne, min mor og far og søster og min Bedste, selvom vi er harmoniske nok og husker på hinanden, så må frafaldet i familiemedlemmer simpelthen stamme fra det faktum, at man ikke går op i hinanden som før set. Bliver man uvenner, jamen så bliver man da ved med at være uvenner. Glider man fra hinanden, så er der nok en grund, og det en god én af slagsen. Det er sådan med alle andre, hvorfor skulle familie være anderledes?
Og ganske rigtigt, hvorfor skulle det være det. Fantastisk godt spørgsmål, som jeg ikke sjældent har stillet mig selv - det er bare sådan, at der er overordentligt mange mennesker på denne jord, og hvis man vil have bare en ærlig chance for at fasttømre sin egen verden i en hvirvelvind af alle andres, så er mennesker, der allerede har en biologisk/familiær forbindelse til en, nok et udmærket sted at starte.
I den ånd, for you must practice what you preach, vil jeg i dag skrive et brev til min mors moster, samt sende en hilsen til min kære svenske onkel Niklas (med c eller k, jeg ved det ikke), og genoptage kampen om etablering af kontakt mellem mine kusiner og mig. Fandeme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar