Regeringsgrundlag. Kvindelig statsminister. Nye tider. Og så lige Margrethe Vestagers ministerbidrag, der kun tæller én kvinde: hende selv.
Ja, det er skod, når man står og skal vælge den bedste mand til jobbet, og det - af uransaglige årsager - er blevet politisk bestemt (eller i MVs situation, politisk forventet), at denne skal være en kvinde. What to do?
For der er jo intet ordentlig argument for kvindekvoter - måske bortset fra, at det ville være rart, hvis ikke samtlige team building sessions omhandlede river rafting and the like (pardon for den grove generalisering). Sandt nok, der er garanteret sammenhænge, hvor den bedste mand til jobbet er en kvinde, og hun ikke bliver valgt - men ligefrem at kræve at 30%, 40%, 50% af det ene og det andet skal bestå af kvinder er jo en fornærmelse. Skulle vi ikke kunne klare det selv? Skulle vi ikke selv kunne kæmpe, som kvinder før os har kæmpet for deres (og nu vore) rettigheder, for at bevise vores ligeværd, vores uerstattelighed, vores værdi som selvstændige mennesker?
Og hvem vil i øvrigt respektere en chef, der er valgt på baggrund af hendes kromosonsammensætning og ikke hendes kompetencer? Hvem vil selv, personligt, være chef, når det åbenlyst fremgår, at man blot står, hvor man står, fordi man hedder Ditte, Marie eller Karin?
Count me out.
Som Vestager forklarer: vi ville sætte det bedste hold. Det er generelt set ambitionen for enhver organisation, virksomhed, m.fl. Hvad hvis det bedste hold i høj grad er bestående af mænd? Kvinderne i firmaet foretrækker måske at hente børn kl 16.00 end at networke efter arbejde - det kunne tænkes. Altså får mændene et forspring, viser initiativ og commitment, de er det bedste hold. Skulle man så gå på kompromis blot for at opnå en politisk korrekt kvote? Det sker jo ikke.
Desuden - lad os kigge på virkeligheden. Studier viser (det bliver brugt rimeligt løst, men jeg erindrer et interview i WeekendenAvisen af Lone Frank med en engelsk økonomon/sociolog ... Hed vist 'Er nordiske kvinder forkælede?', og den konkluderede, ja), at nordiske virksomheder importerer amerikanske kvinder, der - modsat de nordiske apparently - er villige til at ofre ligeså meget for arbejdet som de nordiske mænd, for at opfylde kravene om kvindekvoter. Men er det pointen - er det det, man vil opnå? Skulle man ikke i stedet tage det som et fingerpeg om, at der er andre og mere komplekse årsager til, at vi ikke ser ligeså mange kvinder i bestyrelser og i chefstole som mænd?
Jeg er selv i tvivl. Jeg føler en stærk femiflamme brænde i mit bryst - og alligevel tænker jeg, jamen, hvad fanden... Er det være fuldstændig utænkeligt, at diskrimination ikke lægger til grund for alt? At det trods alt også handler om kvinders opførsel (der, ja, også er et resultat af vores kulturkoder, jeg er ikke på vej ud i en biologi- og evolutionsdebat) og om kvinders ønsker? Langt flere kvinder end mænd vil hellere selv kigge efter deres børn end at hyre en babysitter. Det siger vel noget om prioriteter!
For det ér vel okay at prioritere, at det ér vel okay at vægte familie højere end, eller bare på højde med, karriere, det ér vel for fanden okay, at der en generel trend for de her ting, og at den trend ikke følger det, man fra politisk side gerne så. At menneskene vokser ud over ideologien.
Selvfølgelig skal diskrimination og anden ondskab bekæmpes og holdes nede - men at stille krav, der kompromitterer både konkurrence og kvindelige lederes mulighed for selvstændigt at sætte sig i respekt er simpelthen for åndsvagt. Finder man det stadig komplet uacceptabelt, at der findes en kønsmæssig ubalance i de højere businesslag, må man vel ind og tale med kvinderne - det er jo trods alt dem, der skal arbejde for sagen. Det er fra kvinderne selv, at viljen til at ændre vores kvindenormer skal komme.
Man kan jo spørge Vestager - jeg tvivler på, at hun vil opfatte valget af hendes 'bedste hold' som et udtryk for kønsdiskrimination.
Ja, det er skod, når man står og skal vælge den bedste mand til jobbet, og det - af uransaglige årsager - er blevet politisk bestemt (eller i MVs situation, politisk forventet), at denne skal være en kvinde. What to do?
For der er jo intet ordentlig argument for kvindekvoter - måske bortset fra, at det ville være rart, hvis ikke samtlige team building sessions omhandlede river rafting and the like (pardon for den grove generalisering). Sandt nok, der er garanteret sammenhænge, hvor den bedste mand til jobbet er en kvinde, og hun ikke bliver valgt - men ligefrem at kræve at 30%, 40%, 50% af det ene og det andet skal bestå af kvinder er jo en fornærmelse. Skulle vi ikke kunne klare det selv? Skulle vi ikke selv kunne kæmpe, som kvinder før os har kæmpet for deres (og nu vore) rettigheder, for at bevise vores ligeværd, vores uerstattelighed, vores værdi som selvstændige mennesker?
Og hvem vil i øvrigt respektere en chef, der er valgt på baggrund af hendes kromosonsammensætning og ikke hendes kompetencer? Hvem vil selv, personligt, være chef, når det åbenlyst fremgår, at man blot står, hvor man står, fordi man hedder Ditte, Marie eller Karin?
Count me out.
Som Vestager forklarer: vi ville sætte det bedste hold. Det er generelt set ambitionen for enhver organisation, virksomhed, m.fl. Hvad hvis det bedste hold i høj grad er bestående af mænd? Kvinderne i firmaet foretrækker måske at hente børn kl 16.00 end at networke efter arbejde - det kunne tænkes. Altså får mændene et forspring, viser initiativ og commitment, de er det bedste hold. Skulle man så gå på kompromis blot for at opnå en politisk korrekt kvote? Det sker jo ikke.
Desuden - lad os kigge på virkeligheden. Studier viser (det bliver brugt rimeligt løst, men jeg erindrer et interview i WeekendenAvisen af Lone Frank med en engelsk økonomon/sociolog ... Hed vist 'Er nordiske kvinder forkælede?', og den konkluderede, ja), at nordiske virksomheder importerer amerikanske kvinder, der - modsat de nordiske apparently - er villige til at ofre ligeså meget for arbejdet som de nordiske mænd, for at opfylde kravene om kvindekvoter. Men er det pointen - er det det, man vil opnå? Skulle man ikke i stedet tage det som et fingerpeg om, at der er andre og mere komplekse årsager til, at vi ikke ser ligeså mange kvinder i bestyrelser og i chefstole som mænd?
Jeg er selv i tvivl. Jeg føler en stærk femiflamme brænde i mit bryst - og alligevel tænker jeg, jamen, hvad fanden... Er det være fuldstændig utænkeligt, at diskrimination ikke lægger til grund for alt? At det trods alt også handler om kvinders opførsel (der, ja, også er et resultat af vores kulturkoder, jeg er ikke på vej ud i en biologi- og evolutionsdebat) og om kvinders ønsker? Langt flere kvinder end mænd vil hellere selv kigge efter deres børn end at hyre en babysitter. Det siger vel noget om prioriteter!
For det ér vel okay at prioritere, at det ér vel okay at vægte familie højere end, eller bare på højde med, karriere, det ér vel for fanden okay, at der en generel trend for de her ting, og at den trend ikke følger det, man fra politisk side gerne så. At menneskene vokser ud over ideologien.
Selvfølgelig skal diskrimination og anden ondskab bekæmpes og holdes nede - men at stille krav, der kompromitterer både konkurrence og kvindelige lederes mulighed for selvstændigt at sætte sig i respekt er simpelthen for åndsvagt. Finder man det stadig komplet uacceptabelt, at der findes en kønsmæssig ubalance i de højere businesslag, må man vel ind og tale med kvinderne - det er jo trods alt dem, der skal arbejde for sagen. Det er fra kvinderne selv, at viljen til at ændre vores kvindenormer skal komme.
Man kan jo spørge Vestager - jeg tvivler på, at hun vil opfatte valget af hendes 'bedste hold' som et udtryk for kønsdiskrimination.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar